Olieindustrien

Verdens olieindustri er en international industrisektor, der omfatter udforskning af olie- og gas- og oliefelter, produktion af olie, tilhørende gas, rørledningstransport til fossil. Produktionen omfatter på sin side borebrønde, udvikling af indlån og andet arbejde.

Det skal siges, at olieindustrien i Rusland er en meget udviklet industri. Dette skyldes landets geografiske kendetegn. Indtil 1992 var Rusland i udforskede reserver i anden position i verden efter Saudi Arabien. Ruslands reserver i dag er omkring 20,2 mia. Tons. I 1991 var de omkring 23,5 mia. Tons.

Olieindustrien i Rusland har dog ikke udviklet sig så hurtigt som i de foregående år. Ifølge eksperter er der reserver i landet med for lav grad af bekræftelighed af de forventede reserver. De reducerer signifikant den samlede sikkerhed for Ruslands naturreservater. Hertil kommer en stor del af indskud med høje udviklingsomkostninger og udvikling. Af alle de reserver, som den russiske olieindustri har omkring 55%, er meget produktive.

Der lægges særlig vægt på ekspertreserver, som sandsynligvis befinder sig på Vestsibirien. Det skyldes dem, at den største stigning i landets reserver forventes at være fyrre procent. I dette tilfælde vil olieindustrien dog også erhverve sig hovedsageligt lavproduktive indskud. Det beløb, der skulle produceres i regionen, er grænsen for rentabilitet for ham.

Det skal bemærkes, at den økonomiske krise ikke alene berørte de enkelte landes brændstof- og energibrancher, men også som verdens oliemarked som helhed.

Det skal siges, at i Rusland begyndte recessionen at blive fejret tilbage i 1989. Væsentligt nedsat olieproduktion. Den producerede mængde olie, selv i den rigeste region - Tyumen-regionen, faldt fra 394 millioner tons til 307 millioner. Olieindustrien i landet i dag er præget af en markant nedgang i væksten af yderst produktive reserver, forringelse af råmaterialernes kvalitet og et fald i tempoet i efterforskningsarbejde på markerne. Samtidig bemærker eksperter en reduktion i mængden af produktionsboring og en stigning i antallet af inaktive brønde, en generel overgang til mekaniserede feltudviklingsmetoder mod baggrund af et kraftigt fald i antallet af flydende brønde. Ikke mindre vigtigt er fraværet i nogen grad af en betydelig reserve af store indskud og behovet for at inddrage driftsreserver, der er placeret i vanskelige og uudviklede områder.

De første brønde i Rusland blev boret i 1864 i Kuban. I dette tilfælde gav en af brøndene en springvand mere end hundrede og halvfems tons produktion pr. Dag. På den tid blev olieproduktionen i højere grad udført af monopoler, der var afhængige af udenlandsk kapital. I det tyvende århundrede begyndte Rusland at optage en ledende stilling i verdens olieindustri. I begyndelsen af århundredet tegner sig olieproduktionen allerede for elleve millioner tons. Under borgerkrigen var der et markant fald. Senere i trettiårene steg olieproduktionen igen til 11,6 millioner tons.

I de tidlige år af sovjetiske magt var de vigtigste indskud placeret i Nordkaukasus (Maykop, Grozny). Men det skal siges, at krigen har forårsaget en betydelig skade på disse områder, hvilket igen reducerede produktionsmængden flere gange. I efterkrigstiden blev der parallelt med genoprettelsen af de nordkaukasus-indskud etableret store afgrøder i Volga-Ural-regionen. I 1960 steg andelen af produktionen i disse områder til enoghalvfjerds.